71
en tynd, bleg Lysstribe faldt derind og kastede et sørgeligt Skær over Støvet, der laa fingertykt paa Vareballerne. Sukkertoppene og de store Flasker, paa Snavset Lavrbærbladene, Daddelkærnerne og Appelsinskallerne, som bedækkede Gulvet, Spindevævene, som hang ned fra det tilrøgede Loft og den store Vægt, som var fastgjort i dette, fra Sildetønden og Fiskebenene i Hjørnet; hele Rummet var opfyldt af en ubeskrivelig Duft af Krydderier, Sydfrugter, brændt Kaffe, The og Spiritus, Havsalt, Lærred og Sirup, alt gennemtrængt af en skarp Lugt af Hvidløg.
Og paa en saadan Dag, i disse Omgivelser, i denne Atmosfære sad Barom Hirschbein tavs foran sin Regning med Pennen i Haanden og — sværmede; han hørte hverken sin Herres gnavne Spørgsmaal, eller den adelige Frues Fodspidser, som utaalmodig trommede paa Gulvet. Hvis det er sandt, at Jøden har en Hverdagssjæl, som forsvinder for Glansen af Sabbathslampen, saa er det sikkert, at denne Forretningssjæl i dette Øjeblik havde forladt Barom uden at blive afløst af Sabbathssjælen, han var fuldstændig afsjælet.
Medens han var beskæftiget med at opsummere Citroner, The, Rom, Kaffe, Sukker, Ris og Peber, havde han et Øjeblik set op og havde i et Førstesalsvindu lige overfor bagved Tulipaner og Hyasinter opdaget først er skindbræmmet Kazabaika og derpaa mellem de hvide Gardiner et Damehoved med bløde Fletninger og Pandebaand, og
