Fra Vindu til Vindu.
Barom Hirschbein var maalløs, og det just i det Øjeblik, han skulde svare sin Herre Købmand Godel Mund.
Det var en lille, lav og mørk Butik, hvor kun ved Sommertid en Solstraale stjal sig ind her og der og blev liggende over Gulvet som en forgyldt Liste. Ved det halv matte Vindu stod et lille Bord, der gyngede hid og did som en Baad paa Vandet. Ved dette sad Barom og skrev med de skønneste Snirkler en Regning til den adelige Frue, hvis Vogn holdt udenfor Døren, medens hun selv sad paa en Stol, som Godel Mund skyndsomst havde hensat foran Disken. Det var en Dag først paa Vinteren, der havde det samme Forretnings-Præg som en jødisk Faktor i sin falmede Talar, en Dag, da Timerne snige sig langsomt hen, den ene som den anden, og ingen af dem kommer flagrende ind med Solguld og Blomsterduft for at lokke ud i det fri. Det havde regnet, der stod store Pytter i den snævre Gade, Taagen laa og væltede sig som Røg, Solen viste sig som en matgul Plet, og i den lille Butik var det ubehagelig mørkt. Kun
