68
Intet Svar.
„Hvorfor er Du vred paa mig Cipre; jeg elsker Dig jo dog af hele mit Hjærte.“
„Gud har straffet mig,“ mumlede hun.
„Hvorfor?“
„Fordi jeg elsker en Kristen.“
Stephan forstod hende ikke straks; da han forstod hende, tog han hende ved Haanden og hviskede: „Saa lad Dig døbe og vær min Kone.“
Hun rystede paa Hovedet. Han forstod hende ikke, han kunde ikke forstaa hende. —
Det var en stormfuld Vinternat, Vinden jog Sneen i Hvirvler over den store Flade og Ulvene hylede i den nære Skov, da Cipre med sit Barn ved Brystet hemmelig forlod sin Faders Hus. Ingen havde opdaget hendes Synd, ingen skulde opdage den. Hun gik gennem Storm om Sne, hun vidste ikke hvorhen. Hun stansede ved sine Trosfællers Døre; men hun vovede ikke at banke paa, og Bønderne viste hende bort, naar hun bad om Natteleje.
Hun flygtede — bestandig længere bort som en forbandet.
Barnet ved hendes Bryst klynkede, hun havde intet, ikke en Trevl, hvori hun kunde indhylle det. Hun sank om og græd, saa lagde hun Barnet fra sig, stod op og vaklede derfra. Livets store Moder dækkede Barnet langsomt til med et Tæppe
