64
„Godnat,“ sagde hun endelig og vendte sig for at gaa.
„Jødinde,“ raabte han efter hende, „hvad hedder Du?“
„Cipre.“
„Cipre? Jeg hedder Stephan. Godnat.“
Og atter hændtes det, at da Cipre en Morgen gik til Brønden for at hente Vand, var Stephan der med sine Heste og fyldte hendes Krukker for hende; eller hun søgte en Høne, som var fløjet over Hegnet, og han bragte hende den, og tilsidst gik der ingen Dag, uden at de mødtes og vekslede nogle Ord.
Da blev Fader Goldfinger alvorlig syg, og Ruben maatte til Horodenka for at føre Forretningen for ham, og de to Søstre blev alene tilbage. Da de næste Morgen gik til deres Arbejde, kom Stephan til dem, han smilte listig og Hænderne havde han stukket i det brede Læderbelte, han bar over Skjorten. „Naa, hvad vil I nu stille op uden en Mand?“ begyndte han. Cipre trak paa Skuldrene. „Har Du ikke tænkt paa, at jeg kunde hjælpe eder?“
„Hvorfor skulde Du hjælpe mig?“
„Hvorfor?“ Fordi jeg har ondt af Dig. Du er ligesom en Slags Frøken, dine fine Hænder er slet ikke skabte til det, Du bestiller.“
„Nu ere de ikke længere saa fine.“ Cipre betragtede dem og smilte.
„Vil Du saa antage mig som Karl.“
