63
at have gaaet faa Skridt sank hun sammen under den uvante Byrde og lænede sig pustende til et blomstrende Frugttræ.
Pludselig stod Stephan Babyj ved hendes Side. „Hvorfor giver I eder i Kast med Ting, som I ikke have Kræfter til,“ sagde han; men, mens han talte disse vredtlydende Ord, tog han Byldten fra Cipre og læssede den paa sine egne Skuldre. Hun saâ forundret paa ham. Dette syntes han ikke at bryde sig noget om, han bar hendes Bundt til hendes Hyttes Dør, dér kastede han den paa Bænken og gik sin Vej. Hun var som sønderknust ved hans uventede Hjælp, ikke en Gang et Ord til Tak kom over hendes Læber.
Samme Aften laa Stephan i Græsset i sin Faders Have og spillede paa en Hyrdefløjte. Da raslede det sagte i det levende Hegn, som dannede Skellet mellem den og Jødernes Have, og Cipres skønne Ansigt med de glødende Øjne kom tilsyne. Stephan holdt op at spille.
„Saa bliv dog ved,“ sagde Cipre, „Du spiller saa rørende.“
Stephan gav intet Svar.
„Naar Du ikke vil spille for mig,“ vedblev hun, „gaar jeg straks; jeg vilde kun takke Dig.“
Stephan svarede intet; men han begyndte at spille, og Cipre blev staaende ved Gærdet og lyttede, indtil Maanen viste sig bagved Træerne og Stjerne efter Stjerne sluttede sig til den.
