Side:Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu/74

Denne side er valideret

62

tag eder alligevel i Agt. Ti I ere dog ikke komne her for at gøre noget godt.“

„Hvad véd Du,“ tilraabte Cipre ham i en bydende Tone, idet hun kastede de opløste sorte Fletninger tilbage over Skuldrene. „Du kender os ikke. Hvem af eder kender os? Hade I os, fordi vi ere Jøder, da ere vi lige saa vel berettigede til at hade eder, fordi I ere Kristne. Men hvem skal dømme mellem os? Fjende kan ikke dømme Fjende. Gud har ikke kaldet eder dertil, han vil selv dømme.“

Stephan Babyj betragtede Jødinden forundret, først nu saâ han, hvor skøn hun var; men denne Skønhed var saa fremmed, saa sælsom, at den gjorde ham beklemt om Hjertet og drev ham paa Flugt. Han blev hende Svaret skyldig og gik langsomt henimod sin Faders Hytte.

Det hændte nu ofte, at Cipre og hendes Broder arbejdede paa deres Mark paa samme Tid som Stephan arbejdede med sin Fader paa Marken ved Siden af. Stephan syntes ikke videre at give Agt paa Cipre, kun nu og da kastede han et stjaalent Blik ind paa den tilstødende Mark, hvor hun i sin korte Faareskindspels, med et højrødt Tørklæde bundet om Hovedet og med Pisk i Haanden gik ved Siden af Hestene.

En Gang havde Jødinden mejet en lille Eng, som skød sig ind mellem Naboens Marker. Hun havde bundet Græsset i et Tørklæde og havde lykkelig og vel faaet det op paa Ryggen, men efter