Side:Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu/72

Denne side er valideret

60

at besvare hendes ydmyge Spørgsmaal og at oplyse hende om et og andet, som hun ikke straks forstod. Det varede et Par Dage, før hun fandt sig til Rette deri og lærte de første nødvendige Haandgreb, saa begyndte hun ufortøvet at undervise Broderen og Søsteren, og ligesom Forvalteren, saaledes lærte ogsaa den grevelige Gartner hende, om end uvillig og med hundrede Eder, hvad hun foreløbig behøvede at vide med Hensyn til Haven. Og nu arbejdede Tulpe i denne, og Ruben og Cipre dyrkede Markerne. Vistnok gik det besværlig og langsomt, men dog saadan, at deres Møje blev belønnet.

Cipre førte Hestene og Ruben styrede Ploven, kun altfor ofte gik Vejret fra ham, Armens Kraft svigtede, og han maatte stanse og tørre Sveden af sit glødende Ansigt.

Under Pløjningen kastede Ruben en Sten ud af Marken paa den smalle Fodsti, der adskilte den fra Naboen Babyj’s Mark. En beruset Tigger gik forbi, snublede over Stenen og gav den et forbitret Spark, saa den fløj langt ind paa Bondens Mark.

Ruben sad netop udmattet af Anstrengelsen paa sin Plov, og Cipre var løbet ind i Hytten for at hente ham et Stykke Brød, da Naboens Søn, den unge Stephan Babyj kom løbende barbenet i sin Lærredsdragt, med den spidse, vævede Hue paa Hovedet, tog Stenen op og gik løs paa Ruben med den. „Fordømte Jøde,“ raabte han, „behold dine Sten for Dig selv, æd dem og dø saa af det!“