53
„Jeg vilde være Dem meget forbunden“, stammede den skønne Jødinde, „og jeg er ogsaa beredt til at betale Taksterne.“
„Undskyld, det er her,“ tillod Kancellisten sig at bemærke. Fru Perle trak sin Pung op, Krummholz rejste sig paa et Vink af Kredskommissæren og tog imod de skinnende Guldstykker. Embedsmændene kom straks i deres elskværdige Humør.
„Men hvor skulle vi arme dødelige kunne finde et Navn, der er Dem værdigt,“ begyndte Kredskommissæren. „Det er jo rent umulig. Naar De viser Dem, Fru Perle, tror man jo at se den skumfødte Venus Anadyomene selv.“ Om det saa var den skæve, halvblinde Kancellist, saa begyndte hans Fantasi at røre sine af Dokumentstøv og Blækklatter tilsølede Vinger.
„Jeg tillader mig at bemærke,“ sagde han, „at det vilde være en passende Tanke i det Navn, som Fru Perle faar, at give en Antydning af hendes Slægtskab med Skønhedens og Kærlighedens Gudinde, derfor stemmer jeg for Navnet Wellenheim[1], der vilde udtrykke“ —
„Nej, nej“, afbrød Kredskommissæren ham, „betragt dog disse blomtrende Kinder — men det er sandt, De kan jo ingenting se Krummholz — nej, nu har jeg det, hvor kan Fru Perle hedde andet end — Rose, nej det klinger ikke rigtig — Rosengarten — nu har jeg det, Rosenthal.“
- ↑ Bølgehjem.
