50
koster saa meget, saa ville vi nøjes med et Vokslys, der ogsaa lyser, om end ikke saa stærkt og smukt, og saa vil jeg i Guds Navn hedde Kerzenschein[1].“
Atter viste Absalon sig paa Kontoret, atter trak han Kancellisten ved Ærmet, kun var han nu saa forsigtig at lægge en Dukat paa Hjørnet af Skrivebordet og først da i al Ydmyghed at udbede sig Navnet Kerzenschein. Men Embedsmændene lo blot ad ham.
„Hvad bilder Du Dig ind,“ sagde Kancellisten med Værdighed, „Kerzenschein er altid et Navn, der er mindst fem Dukater værd, har Du maaske fem Dukater Absalon?“
Absalon sukkede og lagde forsigtig en anden Dukat til den første, „Jeg vil betale, saa meget jeg kan,“ sagde han, „for to Dukater vil De vel have den Ære at give mig Navnet Kerzenschein.“
„Gaar ikke an, kære Absalon, gaar virkelig ikke an,“ forsikrede Kancellisten.
„Naa saa vil jeg for mit Vedkommende gerne hedde — Grünblatt[2].“
Embedsmændene begyndte paany at le.
„Hvad er to Dukater?“ raabte Kancellisten, „hvad kan man købe for to Dukater? Et Par Bukser, som man kan gaa med et Aars Tid eller to, men ikke et Navn, som man kan bære hele
