46
„Goldmann[1],“ raabte Esterka, „det vilde være et prægtigt Navn, lille Fa’r.“
„Hvor kan vi hedde Goldmann,“ indvendte Mo’r Rachel, „naar vi ere saa fattige, at vi neppe kunne spise os mætte. Vilde vi ikke blive til Latter for Folk?“
Efter lang Tids Betænkning sagde Absalon pludselig med et fint Smil: „Men hvad siger Du, naar jeg lader mig kalde Lilienthal[2], Rachel?“
„Men Fader dog“, raabte Jossel leende, „lugt en Gang, lugter her maaske af Lilier? Folk vil sige, han maatte hellere have kaldt sig Zwiebelthal[3]“
De blev ved at drøfte Sagen, indtil de skulde spise og under og efter Maaltidet. De kunde ikke finde noget Navn, der syntes dem tilstrækkelig smukt og passende, og tilsidst gik Absalon sukkende til sine Forretninger. Naar han undervejs stansede for at købe et Hareskind af en Kokkepige eller for at samle en tabt Hestesko op, var han dog bestandig optaget af den ene Tanke at finde et godt Navn. Han stod netop og tingede med en Bonde om et Dusin Svineblærer, da hans hele Familie, Kone og Børn, kom løbende efter ham.
„Fader,“ raabte Rebekka allerede langt fra, nu have vi fundet Navnet. Du kan umuligt finde noget bedre.“
