44
er virkelig smukt, det maa jeg tilstaa. Skriv De altsaa Lichtenstern, Hr. Kancellist.“
Meilech blev staaende bagved ham og saâ ængstelig over hans Skulder i Protokollen, indtil han havde overbevist sig om, han virkelig var indført som Meilech Lichtenstern. Da trykkede han endnu Kancellisten en Tyvekreutzer i Haanden, ti han vidste meget godt, at de tyve Dukater ikke vare bestemte for ham, og begav sig hjemad med en for en jødisk Aristokrat næsten upassende Hurtighed.
Hans Kone og Børn løb ham imøde. „Naa hvilket Navn har Du saa faaet?“ raabte den første. „Lichtenstern“, svarede Meilech; han straalede i dette Øjeblik ikke blot som en Stjerne, men som Solen selv.
„Har I hørt det, Børn? Vi skulle nu hedde Lichtenstern,“ sagde den rige Købmandsfrue stolt.
Meilech sukkede, han tænkte paa de tyve Dukater; men han tænkte ogsaa paa Kriminalretten og tav.
Paa samme Tid sad en anden Jøde, den fattige, skikkelige, Absalon med sin Familie i sin lille, ganske lille Bod, hvor en middelhøj Mand ikke en Gang kunde staa oprejst, og hvor Solen kun en Gang om Dagen tittede frygtsom ind gennem en Revne og tegnede en lys Stribe over Gulvet, ikke bredere end en Finger og ikke længere end den Alen, hvormed Absalon afmaalte de brogede Tøjer til Bønderkonerne, og det lader sig ikke negte, at
