43
over sin store, runde Mave — „hvad skal jeg saa betale for et meget smukt Navn?“
„Naar De betaler tyve Dukater, kan De faa Lov til at udsøge Dem et Navn selv.“
Meilech sukkede, trak sin Pung frem, talte de tyve Dukater op paa Bordet og hviskede: „Men nu beder jeg ærbødigst om det smukkeste Navn, De har paa Lager.“
Kancellisten rettede sig i Vejret, paatog sig en ophøiet Mine og begyndte: „Hr. Meilech, har De nogensinde en smuk Nat betragtet Himmelhvælvingen? Kan man tænke sig noget skønnere end Stjerneverdenen?“
„Skal jeg hedde Stern?“ mumlede Meilech, „det vilde ganske vist være smukt; men finder De ikke, at Navnet er lidt kort for tyve Dukater?“
„Ganske vist,“ svarede Krummholz, „men der gives forskellige Stjerner, Hr. Meilech, store og smaa, nogle, der lyse stærkt og andre, der kun lyse svagt.“
„Vil De maaske give mig Navnet paa en Stjerne, der er meget stor og lyser meget stærkt.“
„Véd De hvad,“ sagde Kancellisten efter nogen Eftertanke, „kald De Dem Lichtenstern[1], det minder om Lichtenstein, Fyrst Lichtenstein.“
„Hvilket prægtigt Menneske Hr. Kancellisten er,“ sagde Meilech smiskende, „Lichtenstern, det
- ↑ Lysstjerne.
