41
Hvem der betalte glimrende, fik et glimrende Navn, hvem der betalte godt fik et godt, hvem der betalte beskedent fik et beskedent, og hvem der slet ikke var i Stand til at betale fik et ret vulgært Navn, hvorved Embedsmændene ikke sjælden gave deres Humor Tøjlen. Den Gang opnaaede rige Jøder hine herlige Navne som Veilchenfeld, Goldreich, Mondbach, Løvenstamm, Diamant, Hermelin, Rubinfeuer. Velhavende maatte nøjes med Navne som Charmant, Nussbaum, Dukat, Perlmutter. Hvor Vederlaget var ringe blev i Reglen Geografien og det daglige Liv taget til Hjælp. Var en Mand fra Wien, blev han kaldt Wiener, var hans Bedstefader fra Warschau, blev han kaldt Warschauer. Andre bleve indregistrerede som Regen, Feuerstein og Tabak[1], senere tog man Faderens Navn til Hjælp og der opstod Navne som Aschersohn, Salamonsohn, Davidsohn, Joelsohn o. s. v. De fattige bleve fordømte til Essig, Pfeffer, Ameisen, Haberkorn, Kahlkopf[2] og andre mere eller mindre prunkløse Navne.
Den første, der indfandt sig paa Kredsøverstens Kontor, var den rige Købmand Meilech, han mødte i sin hele Sabbathspuds, med den store maarskindsbræmmede Silketalar og den høie Sabbathshue af Maarskind, bukkede forlegen og smilede.
„Hvad ønsker De?“ spurgte Kredskommissæren.