40
ville derfor i Guds Navn give dem de aller skønnste Navne."
„Men ikke for intet,“ raabte Fru Grobacher, „de maa betale deres Navne ordenlig og kontant."
Hvilket Indfald!“ udbrød Kredskommisæren, ides han fornøjet gned sig i Hænderne, „Deres Naade er virkelig et opfindsomt Geni." Den vindskæve, halv blinde Kancellist indskrænkede sig til at gøre en Kompliment og vise et Forstaaelsens Smil bag sin grønne Øienskærm, medens Kredsøversten saâ sig forlegen omkring og efter at have snuset heftig udbrød: „Og det siger Du saa rolig her paa det kejserlige Kredskontor i Nærværelse af d’Hrr. Embedsmænd? Du glemmer hvilke Pligter Tjenesteæren —“
„Aa Visvas", raabte den resolute Dame, „Tjenesteæren fordrer, at hans Majestæts Reskript bliver punktlig udført, og den fordrer ogsaa, at d’Hrr. Embedsmænd deltage i de Fordele, som vi forbinde dermed.“
„Naa, vi vil se,“ svarede Kredsøversten, som snusede ivrig, medens de andre Embedsmænd bukkede taknemmelig for hans Frue.
Saa stolt Fru Grobacher for øvrigt var af sin Idé, saa var den dog ikke opstaaet i hendes Hoved alene; overalt vare Embedsmændene straks enige om at gøre en god Forretning, en rigelig Indtægtskilde af det kejserlige Reskript. Jøderne, som vare fortrolige med den Slags Ting, forstod øjeblikkelig Situationen, og alt gik efter bedste Ønske.
