37
formørkelsen og Amri, hans Kone, traadte bleg og skælvende ind:
„Straf mig,” begyndte hun; „men skaan Staden.” Hun vilde synke i Knæ for ham, men Malach forhindrede det. Han løftede hende op i sine Arme og førte hende til den lille Divan, der stod i Vinduesfordybningen.
„Jeg tænker ikke paa at straffe Dig,” sagde han, „tvertimod, jeg beder Dig om Tilgivelse.”
„Spot mig ikke; er jeg ikke den skyldige?” svarede hun beskæmmet.
„Du fejler, Amri, jeg er den skyldige, jeg alene,” svarede Malach. „Jeg elskede kun den tilslørede skønne, Kabbala, og da Du ingen Kærlighed fandt hos mig, søgte Du den hos en anden. Det var mig en Hjertesorg, en sand Kval, men jeg har fortjent den, for Dig, for en skøn, ung Kvinde var det kun naturligt, og hvad der er naturligt, er ikke Synd. Tilgiv mig, Amri, jeg elsker Dig nu af ganske Hjerte og vil aldrig elske andre end Dig.”
Han slyngede sine Arme om hende, og hun sank rødmende af Undseelse og Lykke til hans Bryst.
Med tusind Kys blev den nye Kærlighedspagt sluttet, og den blev aldrig mere brudt fra nogen af Siderne. Amri skænkede sin Mand talrige Børn og de levede saa fredelig og lykkelig, som havde aldrig den ringeste Sky vist sig paa deres Himmel.
Men Jøderne i den lille By forundrede sig over, at Malachs Golem ikke voksede ham over Hovedet, men stedse blev sin Herre en flittig og tro Tjener.
