22
„Jeg véd det.“
„Jeg har leveret Hr. Generalen Flesk og Brød.“
„Dine Brødre har Du udleveret til ham,“ raabte Jødinden harmfuld, „Spion!“
„Hvad siger Du?“ Sonnenfeld var bleven bleg.
„Jeg har hørt Din Samtale med Generalen.“
„Og hvad saa videre?“ Hendes Mand forsøgte at smile.
Den skønne Jødinde rejste sig og betragtede ham fast. „Og hvad saa videre? Du er en Forræder og fortjener Døden; men jeg har elsket Dig og vil ikke se det Navn, som jeg bærer, besudlet for Verdens Øjne. Du skal derfor ikke dø i Galgen, men Du skal selv give Dig Døden her paa Stedet.“
„Jeg tror, Du har mistet Forstanden,“ skreg hendes Mand.
Men hun drog rolig en Pistol frem.
„Du maa dø,“ vedblev hun, „og Du er sunken saa dybt, at Du slet ikke kan begribe, hvilke Forbrydelser Du har gjort Dig skyldig i, og er Du for fejg til at dræbe Dig selv, saa vil jeg fuldføre Dommen i Fædrelandets Navn.“
Hun rettede Pistolen mod hans Bryst, medens han med et Angstraab kastede sig paa Knæ og begyndte at bede for sit Liv.
Den skønne, energiske Kvinde betragtede ham med usigelig Foragt, derpaa satte hun Hanen i Ro og sagde:
„Nej, Du er virkelig ikke et Skud Krudt værd.“
Hun gik ind paa sit Værelse og stængede
