19
ham staaende ved Havegærdet i Samtale med Generalen, som smilte venlig, medens Sonnenfeld atter og atter bøjede sig for ham. Hun var ikke i Stand til at gjøre sig Regnskab for, hvorfor Generalens Smil bedrøvede hende endnu mere end det Fodspark, han tidligere havde givet hendes Mand. Kun afrevne Ord, enkelte Sætninger af Samtalen naaede hendes Øre, hun hørte kun saa meget, at Generalen beklagede sig over, at der ikke fandtes nogen iblandt Befolkningen, der var villig til at gjøre Tjeneste som Spion, ikke en Gang den fattigste Jøde, og at Sonnenfeld forsikrede ham om sin Hengivenhed. Derpaa fjernede de sig begge og hun fik Selskab af to Naboersker, som i glad Bevægelse fortalte hende, at de ungarske Tropper paa alle Punkter stode i Begreb med at rykke frem.
Ved Solopgang vare Ungarerne forsvundne. En Adjudant overbragte den kejserlige General et forseglet Brev, der foranledigede ham til at drage sydpaa med sin Brigade. Nu paafulgte det ungarske Vinterfelttogs omvekslende Scener. Hver Dag bragte nye, modsigende Efterretninger. Egla sygnede af Sorg og Sindsbevægelse; om Natten flygtede Søvnen fra hende, om Dagen sank hun ofte træt og udmattet om paa sit Leje og vaagnede ved Solens klare Lys af forfærdelige Drømme.
Alle Forretninger stode stille, kun Sonnenfeld udfoldede en næsten utrolig Virksomhed. Han leverede Levnetsmidler af alle Slags til de kejser-
