14
For omtrent 40 Aar siden, i hin store Tid, da Folkeslagene rundt om begyndte at vaagne op og ryste deres Lænker, boede i dette Hus et ungt, jødisk Ægtepar, Kornhandler Adolf Sonnenfeld og hans Kone Sara, som med sit andet Navn hed Eglantine og almindelig blev kaldt Egla. Hun var neppe femten Aar gammel, da hendes Mand førte hende bort fra hendes Hjem og hendes Forældres strenge Varetægt; men derfor var hun dog intet umodent Barn, men en fyldig og glødende udfoldet Saronsrose. Medens Sonnenfeld hverken i Ydre eller Væsen havde det allermindste, der mindede om Bibelens Helte, ja neppe kunde opvise et orientalsk Træk, men snarere, blond, rødmusset og smekker som han var, lignede en tysk Købstadboer, var Egla en ægte, jødisk Kvinde, skøn, yppig, klog og rolig, med hine dunkle Øjne, hvori der lurer en dæmpet Glød bagved kold Spot, og hin lille bestemt lukkede Mund, der er lige saa egnet til vellystig Kyssen som til betænksom Befalen. Der kunde ikke tænkes nogen større Modsætning end disse to, naar de gik sammen gennem Gaderne, han bøjet, ydmig, forbindtlig smilende, hun med sin frie Holdning, sin stolte Gang.
Ogsaa deres aandige Fysiognomi var højst forskelligt. Sonnenfeld forstod sig fortræffelig paa Frugthandel; men det var saa omtrent alt, hvad han forstod, det skulde da være, at man vilde tilregne ham hans Duelighed i Kortspil som særlig Fortjeneste. Egla derimod havde lært og læst
