Side:Sacher-Masoch - Jødiske fortællinger, 1881.djvu/25

Denne side er valideret

Nagy-Némethys Debora.


I Nagy-Némethy ved Byens østlige Ende staar der et forfaldent Hus midt i en vildtvoksende Have. Gennem Vinduerne farer Vinden ind og ud, Regn og Sne siver gennem det græsbevoksede Tag. I de hensmulrende Mure have Ugler og Flagermus fæstet Bo, og naar Solen spreder sine varme Straaler over det raadne Gulv, komme Firben og Slanger til Syne gennem Hullerne deri. Om Somren bygge talrige Sangfugle deres Reder i Haven; ti ingen forstyrrer dem her, og om Vinteren snige Ulvene sig omkring derude med uhyggelig gnistrende Øjne.

Foran Huset staar et stort Lindetræ. Det er fuldstændig nøgent Sommer og Vinter. Af den uddøde Stamme spirer den hvide, hemmelighedsfulde Mistelten frem; men ingen hugger Træet om og ingen plukker Misteltenen, enhver gaar helst hurtig der forbi, de Kristne, idet de gjøre Korsets Tegn, Jøderne, idet de sagte mumle Bønnen for de afdøde.