10
hun derpaa. „Skal jeg ledsage Dig?“ spurgte hendes Mand rask.
„Hvorfor?“ svarede hun med et bistert Blik, „jeg vil ikke rive Dig bort fra din tilslørede skønne.“ Nu blev han bleg, og hendes skønne Ansigt lyste af den højeste Triumf, hun vidste i dette Øjeblik, at han var forelsket i hende. I to Minuter herskede der en saa dyb Stilhed i Værelset, at man kunde høre en Naal falde og virkelig faldt der en Haarnaal, som Afra forsætlig tabte paa Gulvet. „Eliam“, sagde hun uden at røre sig, „tag mig den Haarnaal op.“
Han skyndte sig at tage den op; den skønne, unge Kvinde trak Vejret dybt, hun havde vundet sit Spil.
Et Aar var forløbet, i hvilket Afra med ondskabsfuld Munterhed bestandig sejerrig havde bekæmpet Eliams stivnede Tro og mørke Fordomme, medens han ikke en Gang havde vovet at berøre hendes Haand med sine Læber. Atter faldt hvide Snefnug, og Isblomster glimrede paa Huderne. Den unge Frue sad med sin Pelskaabe kastet, om sig i sit Værelse og saa misfornøjet ind i den flammende Ild.
Da traadte hendes Mand ind. Hun blev forskrækket og vendte sig derpaa uvillig bort. „Du er ikke tilfreds, Afra“, begyndte han, „hvad skal jeg gjøre for at fornøje Dig?“
