6
Hendes Ansigt var smukt og friskt, hendes store, kloge, dunkle Øjne traf Eliams næsten spottende og under hendes med kostbare Ædelstene smykkede Pandebaand strømmede det fyldige, rødgyldne Haar ned over den sarte, hvide Nakke. Forvirret maatte Eliam slaa Øjnene ned. At se denne Kvinde uden Slør var i det mindste en lige saa stor Glæde som hin skønne, om hvem Talmud taler; det maatte han i første Øjeblik tilstaa sig selv. Afra havde nedladt sig ved Bordet. Eliam sagde Bønnen. Da han var færdig, raabte han pludselig næsten forfærdet: „Afra! Du har jo ikke af klippet dit Haar!“ „Til hvad Nytte“, svarede hun tørt, „ingen forstandig Pige lader sig mere maltraktere paa den Maade.“
„Men Moses har dog paabudt, at Kvindens Hovedhaar skal afrages!“
„Selv om Moses havde paabudt det, saa vilde det dog være ligegyldigt for vor Sjælefred. En Kvinde kan være slet med kort og dydig med langt Haar. Men, hvor staar det skrevet, at Moses har paabudt at afklippe Haaret?“
„I Loven staar det skrevet?“
„Hvem siger Dig, at Moses har skrevet Loven?“ svarede Afra, idet hun med Hovedet hvilende i venstre Haands hule Flade spottende saâ paa sin Mand, og med højre Haands hvide Fingre pillede ved sit med Pelsværk besatte Ærme, fra hvilket hendes fyldige Arm skinnede frem.
