5
hvor de to Familier mødtes. Tilsløret og med Hovedklæde var Bruden under Tronhimlen i Synagogen bleven ført hen til Eliam, han havde stukket hende Ringen paa Fingeren med de Ord: Jeg trolover Dig i Evighed. Rabbien havde velsignet Parret, og det Bæger, hvoraf de begge havde drukket, var brudt i hundrede Splinter til Tegn paa, at Ægteskabet lige saa lidt kunde opløses, som Bægeret igen blive helt.
Straks efter Vielsen havde Eliam med sin unge Hustru besteget den forspændte og tildækkede Slæde for at køre til Kolomea og endnu havde han ikke set hendes Ansigt.
„Vil Du ikke afsløre Dig?“ vare de første Ord, han henvendte til hende.
„Nej“, svarede hun kort og bestemt, og drog Slør og Pels endnu tættere sammen.
Det var Aften, da de kom hjem, og Eliam førte Afra ind i sit Hus. Hun trak sig tilbage i sit Værelse og aflaasede Døren.
„Vil Du ikke spise til Aften med mig?“ spurgte Eliam.
„Jo“, svarede hun. Da Bordet var dækket, og Anretningen baaret frem, traadte hun ind med en fornem Dames hele Anstand.
Eliam betragtede hende overrasket. Det graa Silkeslæb og den røde Fløjelsjaket, der var besat og foret med Maaskind, lod hendes middelhøje, paa en Gang slanke og yppige Skikkelse vise sig endnu stoltere, end den i Virkeligheden var.
