Pobia, den 27. januar 1889. 87
have sin hest med sig. Denne grav er kastet således, at hesten let kan gå ned i den ved den nordre ende. I den modsatte ende er der banket en pind ind til at binde hesten ved. Her ligger også en dynge majs og ris. Hesten trækkes der ned og bindes. Den er dygtig sulten. Den foræder sig i majsen og risen og dør om nogle dage. Også elefanten skal ofres. Den skal bindes ved et træ. »Kommer der så ingen og tager den?« spörger jeg min sidemand. »Jo, pongjierne i Mobyé siger, at de vil have den.« »Vil da kongen tillade, at de tager den?« »Ja vist vil han det, han vil ikke have den mere alligevel.«
Pobia, søndag den 3. februar 1889.
Sidste uge havde jeg feberen meget slemt, især de første dage. Feberen kommer gærne ikke ene, men har flere følgesvende med sig, sådan som diaræ og lignende. Det minder så meget om sommeren 87. Rasmus lå også det meste af tiden og var meget dårlig. Begge var vi yderst modfaldne tillige. Det er en af feberens værste følgesvende, tor jeg sige, modløshed. Kunde vi bare holde modet oppe, da vilde feberen ikke tage nær så hårdt på os og vi vilde meget lettere og hurtigere komme over den. Men det synes næsten helt umuligt at se andet end gråt og mørke, så længe man har spor af klimatfeberen i kroppen. Modet er væk, håbet slukket, alt er mørke. I reglen er man vis på, at man skal dø inden mange timer. Hvem der ikke kender det, kan måske synes: det er usselt og fejgt sådan at tabe modet for en smule sygdon, — men det er noget, man ikke kan göre for. — De første dage tog jeg nogle dosis kinin af den almindelige störrelse, men da de ikke lod til
