80 Pobia, den 27. januar 1889.
øst for Toungoo, når man kommer halvvejs op ad det første bjærg, ligger der en vældig stor klippeblok, som i form minder meget om skroget af et skib og ligger med »bagstavnen« lige ud til stien. Om denne sten siger Karenerne, at den pro'r, eller vel rettere: dens ånd. Når de går forbi den, sætter de jævnlig en bambusstang op til den, sagtens for at støtte den, at den ikke skal glide, for den ligger, som om den let kunde glide ud over stien. De gor det selvfølgelig, for at ånden, som bor i stenen, skal skærme dem. Når de har sat stangen hen, siger de: »A pro la« — den skærmer. Ånderne var oprindelig menneskers ånder, sådanne menneskers nemlig, som er kommen af dage på en eller anden unaturlig måde. Deres ånder er nemlig domte til at leve på sådanne steder og får ikke som andres lov til at leve i underverdenen. Disse ånder gælder det om ikke at fornærme, hvad uhyre let kan ske, da de er usynlige. Man kan let komme til at træde på deres kram eller på anden måde komme dem for nær, uden at man selv véd af det, og så forårsager de, at man blir syg. Og den eneste udvej og redning er ved sonoffer til den fornærmede ånd at søge at formilde den.
I aftes havde jeg det ikke videre godt. Feberen tog et tag i mig og holdt ud en tre timers tid. Jeg halvsov, imens det stod på, men engang imellem blev jeg vækket ved en rædsom skyden og hujen og musik. Det var jo alt sammen til ære for prins Durø, som ikke var kommen under jorden endnu. For Karenerne var det vel lojer, men ikke for mig. De har en lille messing kanon, en snes tommer lang, som de lader med krudt. Så lægger de den ned på jorden og stikker en lunte til den. Et par sekunder efter fænger krudtet, og kanonen farer baglæns en 10—12 alen, idet eksplosionen sker. Den laver et rædsomt rabalder. Men sidste nat var det desuden ganske forfærdeligt, som de slog
