68 Pobia, den 20. januar 1889.
lov til. Men så længe Gajapu ikke er kristne, må de gærne arbejde for mig.«
Pobia, den 22. januar 1889.
Både i går og i dag har Rasmus ligget syg igen. Han mener, det vilde være godt, om han kunde få noget rigtig komælk. Af den condencerede har vi nok, men den lider han ikke mere. En ko kunde vi sagtens få, men de er alle så vilde her. Ovre mod øst, siger de, kan vi få kør, som ikke er så vilde, men dog ingen, som er vant til at blive malket. Vi kunde jo prøve på at vænne en til, men det vilde sikkert vare en god stund, førend det lykkedes. Og hvorledes skal vi få en ko passet? Her er ikke græs, så vi kunde töjre den. Den skulde være sammen med byens andre kør; men når den selv ikke er her fra byen,, så får vi ingen til at passe den, fordi den vilde rende hjem. Selv om her var græs til den, så den kunde stå öjret, så vilde den dog blive helt tummelumsk af at stå ene og så meget des mere vild. Jeg er naturligvis villig til at købe en ko til Rasmus, når og hvis han vil have mig til det, men han ser selv ingen udvej til at få den passet, så lidt som jeg. Og kun lidt håb er der om at få så meget mælk af den, så det kan nytte ham stort. Det er langt fra at være malkekvæg, det vi har her til lands. En ko, som nylig har kælvet, har man tit ondt ved at se yveret på, så lille er det, følgelig kan der næppe være synderlig mælk. — Rasmus har tabt modet og blir her vist ikke, han har intet håb om at kunne leve her et år til ende — og han advarer mig mod at blive her.
