65
Pobia, den 18. januar 1889.
Det var altså i dag, at godset skulde komme fra Prilavæ; men det kom ikke, og ked er jeg over det —, men det kommer vel siden. — Jeg føler mig grulig træt i aften, skönt jeg slet ikke har arbejdet mere strængt i dag end ellers. Det blir kun til lidt for mig. Jeg kan ikke sådan arbejde, som jeg kunde for 2 år siden, da jeg kom her ud. — Det er da også usselt, at her ikke er en eneste tømrer at få i hele landet. — Vi får nok tage det med ro og så lempelig, så vi han holde det ud. — Rasmus er nu temmelig rask igen. Han er til stor hjælp for mig. Bare han må blive ved at være rask.
Pobia, den 19. januar 1889.
I morges gik jeg op til dronningens hus og rodede op i vort kram, som vi har stående der endnu, og var da så heldig at finde nogle skruer og söm, som var der fra i fjor, så nu kan jeg arbejde videre med at lave döre og luger. Sammenføjningen af disse sker nemlig ved hjælp af den slags skruer, som man bruger til at skrue i træ. Det slags træ, vi har her, er nemlig sådan beskaffent, at det flækker, når man slår som i det, så jeg er nødt til at bore huller i det og så bruge skruer i steden for som de fleste steder. — Vi arbejder stadig på huset. Nu har vi lagt gulv, og jeg har lavet 3 döre. Könt blir ikke noget af det, for brædderne, vi har, er både vinde og skæve. De er ikke savede, men flækkede ud af træstammen og så jævnede lidt med øksen hist og her, men meget lidt, og jeg har ikke tid og kræfter til at bruge hövlen stort på dem. Væggene er dels afRejse i Karénlandet. 6
