Pobia, den 16. januar 1889. 63
han skulde have i bærelön osv. Jeg vidste intet om det; dog dette sagde jeg ikke, men blev ved at dreje på talen, til jeg fik ham til at tilstå, at han havde fået det halve af sin lön forud, og at der skyldtes endnu 5 rupier på hvert okselæs. Jeg blev så fulgt op i huset for at se de 3 okselæs, som han havde. Det stod, så vidt jeg kunde se, urørt i kurvene og i den bedste orden. Jeg vilde have gamlingen til at bringe det her op i morgen, men det kunde han bestemt ikke, for der var ingen okser hjemme nu, og de kommer først hjem om en 3 ugers tid. »Hvor er da jere okser henne,« spurgte jeg. »De er ovre i Bopodå«, var svaret. Hvad de bestilte der ovre, kunde jeg ikke blive klog på. Men Bopodå er ellers Sawlapaw's hovedstad (som hedder Sawloung på burmesisk). Rødkarénerne kalder Sawlapaw: »Po-rö-gwæ-ge-å, han som bor i Bopodå«. Det rimer jo, og jeg tænker, det er begyndelsen til en sang om ham. Po-ro er sikkert hans rette navn, gwæ-ge-å tror jeg er et øgenavn, men jeg kan ikke tyde det. Alle nyhederne om Porögwægeå synes at være forstummede i den senere tid; vi hører intet til krigen, og hvorledes det går med den.
Resten af godset fandt jeg, og i samme gode orden som det første. De lovede også til sidst at komme med det her op i overmorgen — jeg håber, de holder ord.
På hjemrejsen i eftermiddag så jeg et bevis på, at börnene her kan lege. Det var nogle hyrdedrenge, som gik ude i marken og vogtede kvæg. De forslog tiden med at trille med nogle lerkugler, som de naturligvis selv havde lavet. Om selve legen kan jeg ingen oplysninger give. Men det glædede mig at se dem bruge tiden på den måde. For det er ellers tit, når jeg ser dem der ude i marken, at de sidder i skyggen af et træ eller af et tæppe, som de har sat op på et par spyd. Og det har forekommet mig, at de tilbragte tiden mest på denne måde, når de vogtede
