52 Pobia, den 7. januar 1889.
og sludrede og var som sædvanlig på den tid af dagen omtrent halv fulde, mens nogle enkelte kvinder gik og skænkede øl for dem, de vældige jægere. Uden for hegnet var resten af kvinderne og hornene. Henne ved en side sad en mand og stegte en höne, hvis ben var bleven eftersete for at tage varsler af dem og stukne op på en stump bambus. Omme ved en anden side sad et par og slagtede en stor fed hare, mens to andre harer lå og ventede på samme behandling. Hist henne, hvor hönsebenene var stukken op, hang 3 fugle, én langhalset og en tynd en, der ikke så ud til stort, en anden lille bitte en, ikke stort större end en spurv, en tredje lidt större, som de kaldte tu-bui, som er deres navn på turtelduen, — dette var al den fangst, de havde gjort. Den skulde nu deles i ganske små stumper, så hvert hus i torpen kan få sin del af fangsten. Så meget og ikke mere kunde jeg få ud af dem angående jagtgildet. Hvorfor de holdt det, hvorfor hvert hus skulde have sin part af fangsten, hvorfor de så' i hönseben, og hvad de så' efter, det kunde jeg ikke få ud af dem. Men det får jeg vel siden.
