Pobia, den 7. januar 1889. 51
baptisterne få grulig travlt med deres sgau. Og de vil ban-sætte mig, de vil kalde mig en djævel, de vil sige til folk: hellere ofre til Kiné, end have noget med ham dér at göre. De vil kort sagt gore mig alt det onde, de kan, og de siger nok med jesuiterne: bare målet er godt, så gör det ikke noget, hvordan midlerne er; så jeg kan vente det værste af dem. Jeg vil naturligvis ikke påstå, at alle baptister er sådan, men jeg véd, at nogle af dem er sådan, og disse »nogle« er blandt dem, som kan nå mig. Ja, det er tungt, det er usselt, at vi missionærer her ude sådan er hverandres fjender, for mig er dette det aller tungeste. Kunde vi bare få lov at virke i fred på den måde, som vi ønsker, da synes jeg, alt andet vilde være let at overkomme. Men dette kævleri og nid er tit nær ved at få mig til at ønske, at jeg aldrig var kommen her ud. Hvorfor ikke rejse her fra og lade baptisterne ene om Karénerne? (ja de blev jo dog ikke ene om dem, selv om vi rejste). Svar: fordi jeg ikke kan se rettere, end at vor herre har en gerning her for os at øve, en gerning, som vi ikke sådan uden videre har lov til at rende fra.
Folk her i byen har ellers havt et slags jagt gilde her i dag. De har været oppe mellem bjærgene og har fanget 3 harer og nogle fugle. De skyder dem ikke af frygt for at skyde hverandre, men kaster sten og træstumper efter vildtet og dræber eller lammer det på den måde. Jeg blev i eftermiddags budt hen at smage på øllet, og da j eg havde lyst til at se, hvad de tog sig for, og hvad slags vildt de havde fanget, så gik jeg der hen. Inden for et hegn sad et par hundrede mænd og drenge på jorden og snakkede
