46 Pobia, den 6. januar 1889.
er nu deres skik at de skal drikke øl, når de bygger hus, og den får vi følge, om de skal hjælpe os med vort. Vi kan ikke godt undvære deres hjælp, såfremt vi siden skal kunne hjælpe dem. For da må vi bo i deres midte, og det kan vi ikke uden hus.«
»Men øllet skader dem jo. Er det da rigtigt at give dem noget, som skader dem, for at kunne komme til at gavne dem?«
»Nej, jeg tror ikke øllet skader dem, hvis de vilde drikke med måde; men de tyller alt for meget i sig af det — sagtens for at det skal virke berusende på dem — det er det, der skader dem, lige som det skader at spise mer end til nødtørft. Men for resten, som jeg for sagde: hvis jeg ikke vilde give dem øl, så blev de hjemme og vilde ikke hjælpe mig med mit hus, men der hjemme vilde de så bare sidde og drikke og ingen ting bestille i steden for at arbejde henne hos mig.«
»Ja, det kan være sandt nok alt det; men vilde det dog ikke være bedre at stole på, at Gud kan få folket til at hjælpe med at bygge dit hus, selv om du ikke gav dem øl? vilde det ikke være mere lig en kristen og mer en kristen værdigt at göre dette i tro på Gud i stort og småt og så for resten gå den lige vej, ikke göre noget, som dog på en måde er urigtigt? Jeg synes, der er for megen beregning hos dig, for megen verdslig kløgt og for lidt af den barnlige stolen på Gud fader, som alting mægter, og som ikke holder af, at vi går krogveje.«
»Å ja, jeg føler det godt selv, at det er småt nok med min tro og min barnlige hengivenhed og stolen på Gud vor fader. Men vor herre har jo selv sagt til nogle, han en gang sendte ud: »Vær snilde som slanger og enfoldige som duer«. Nogen snildhed trænger vi til, — jeg mener, vi får tage folk, som de nu engang er, rette os lidt efter
