42 Pobia, den 4. januar 1889.
bort fra ilden, men jeg tog dem så i armene og trak afsted med dem, idet jeg sagde, at når de vilde arbejde rask, så er det ikke koldt. Jeg forhastede mig måske ved at leje dem, for i aften sendte kongen et par mænd her ned og lod mælde, at i morgen skulde der komme folk og hjælpe os. Jeg skulde så give dem tobak og øl, men ingen lön. »Sådan gör vi Gaja«, sagde de. »Når vi har høstfolk, dem giver vi lön; men når vi bygger hus, så hjælper vi hverandre frit, kun får vi kosten og tobak og øl. Hvor meget gav du de fire mænd, du havde i dag?«
»8 annas hver.«
»Det er alt for meget, det er jo to rupier; men for to rupier kan du få 20 mand, mindst, om dagen ved at købe øl og tobak for pengene.«
»Ja jeg ved nok, at det er for meget; men jeg ønsker at få mit hus op så snart som muligt.«
»Ja, derfor siger også tsåpja (d. e. kongen), at fordi du har hjulpen os, så skal vi nu hjælpe dig. Tsåpja sendte dig til Seridå, du gik, du hjalp os Gaja-pu; nu vil vi hjælpe dig. Tsåpja siger: »»Jeg er tsara, tsara det er mig; når I hjælper ham, så hjælper I mig.«« Sådan siger tsåpja.« (Tsara er det rødkarénske ord for »lærer« eller »missionær«).
Pobia, den 5. januar 1889.
Der kom så ganske rigtig en hel del folk i dag. Jeg flyede kongen to rupier til tobak, betelnød og kalk" (så mange dele skal der nemlig her til lands til en ordentlig skrå) og 1 rupie til øl. Da de havde arbejdet en 3 timers tid, havde revet nok et hus ned og båret tømmeret af et hen på min byggeplads, så vilde de ikke mere. Jeg sagde
