4 Ka-sa-bla, juledags aften 1888.
eneste, som med en smule sikkerhed viser, hvor Hans Jørgens hvilested er. Det var underligt for mig at stå der ved hans grav. Dog Gud ske lov, fordi jeg tör tro, at vi skal mødes igen dér, hvor ingen sky eller skygge skiller, hvor kun fred og glæde har hjæmme.
Yaddo, den 26. desember 1888.
Jeg lejede en mand i aftes til at sætte et hegn omkring H. J. Jensens grav. Det var den samme mand, som sagde, at han selv havde kastet graven. Jeg gav ham 5 rupier for at gjøre det, så meget forlangte han; men så lovede han også at gjøre det allerede i morgen, så jeg håber, det er lavet, inden jeg atter rejser ned fra Pobia.
I formiddags, da vi skulde spise davre, tog jeg sængen hen, hvor vi skulde sidde, for at vi kunde bruge den som stol. Den mand, som bærer den, fulgte efter mig. Jeg satte sængen ned for ved maden. Inden jeg kom videre, sagde manden til mig: »Gå uden om, du må ikke skræve over«. Han var ræd, jeg skulde trine over den stang, som han bærer sængen på. Jeg kunde ikke straks forstå, hvorfor, men så var der en anden, som forklarede mig det.. Manden er om i sine skuldre af at bære, og så er det ikke godt, at nogen triner over byrden. Jeg spurgte forgæves efter, hvorfor det ikke var godt. Men jeg tænker, de har den sære mening, at byrden derved let kunde blive tungere, som om der var fare for, at noget af min vægt skulde sætte sig fast paa stangen og blive siddende, så han kom til at bære noget af mig. Ja det tænker jeg nu bare, ti det eneste svar jeg kunde få ud af dem var: »det er ikke godt«. Dermed måtte jeg lade mig nöje. Og måske var
