Luikaw, den 2. januar 1889. 33
jeg intet udrette. Jeg fik så at vide, at vi nok kunde nå Seridå (eller Luikaw) inden aften. Jeg spurgte dem, om de turde følge mig der hen. Ja, hvis jeg turde, så turde de også, men ellers ikke. Jeg vilde så have en halv snes af dem med mig, og iblandt dem en, som kunde burmesisk, og som kunde fremføre deres sag for »den store herre«. Så fik de bud efter én, som kunde burmesisk, han er en halv Shan og halv Karen af herkomst; men foruden ham var der kun to, som turde følge med mig, da det kom
til stykket, og disse tre var endda ikke dristige ved det, men spurgte mig adskillige gange: »Slår Englænderne os ikke ihjæl?« — På dette svarede jeg bestemt nej og fojede til: slår de jer ihjæl, så slår de først mig ihjæl. Denne iilföjelse hjalp især på dem, også kom vi da endelig af sted, inden det blev alt for silde. Det var ellers deres mening, at vi skulde have ventet til i morgen, men det vilde jeg ikke.
Nu gik det i sydøstlig retning, og marken var her ligeledes oversået med karénsk bohave. Desuden lå der ligeneKejse i Karénlandet. 4
