22 Mobyé, nyarsdag 1889.
jeg, »så må du se at få skrevet et brev, hvori du siger, hvad du vil have sagt Mr. Hildebrand, så skal jeg nok tage der op med det og for resten tale din sag. Men du må skynde dig; ti er Mr. Hildebrand der i dag, så rejser han sikkert videre i morgen.« Kongen mente nemlig, det kunde være tids nok i morgen, men efterkom dog mit råd.
Ved middagstid sadlede jeg »Jæppe« og red op til »slottet« . Brevet var endnu ikke helt færdigt, men det varede da ikke længe. Kongen sendte en mand med mig, som skulde bære et par sængetæpper og lidt mad og for resten være mig til hjælp. Det var en Shan, som snakkede burmesisk til mig, da han ikke kunde rødkarénsk, Vi nåde Mobyé, en time for solen gik ned, heldigvis. Midt i byen standsede min ledsager, nu vidste han ikke vej længer. Så kom der en Shan, som viste mig videre nord på ud uden for byen. Der traf jeg en tolk, en Burmeser, som kan engelsk. Jeg spurgte efter Mr. Hildebrand.
»Han ligger hist ovre ved hær-afdelingen.«
»Hvor ovre?« spurgte jeg lidt skuffet.
»Der ovre mod øst ved bjærgene. Der er vel 8 å 10 mil der over.«
»Mon jeg kan nå der over til aften?«
»Ja det kan De nok,« mente han.
Så viste han mig henstil to britiske soldater, som stod lidt borte véd et instrument, som jeg ikke kendte, men som jeg siden fik at vide kaldes en heliograf. Den består af to spejle, runde med et hul i midten. Ved hjælp af den og solen kan de heliografere til hinanden i en ikke lille afstand. Af disse to soldater fik jeg så at vide, at det kun er bagtroppen, som ligger her ved Mobyé. De sejler i små både ned ad floden med fødevarer til hæren. De har kun en halv snes rifler, og disse to Britter er de eneste hvide, som er med her. Jeg lod dem da heliografere
