18 Pobia, den 31. desember 1888.
holder det rent. Ordentlige kamme har de ikke, så når der blir for mange indbyggere i hovedhåret eller de blir for dvalske, løsker den ene den anden. Det er et syn, man tit kan få se, at en ligger med hovedet i en andens skød, mens der holdes jagt på lusene. Nå, men det var karlen, som havde været i Mandalay, vi kom fra. Hans slægtning døde der oppe, og så fik han selv af en eller anden grund hjemlov. Men inden han rejste der fra, fik en mester i tatoveringskunsten fat i ham og lokket ham til at give sig 3 rupier for at blive smykket med over et halv hundrede røde figurer på arme og bryst. »Inden han begyndte på det, gav han mig en lille sort sten (sagtens opium) som jeg skulde æde. Da jeg havde fået den ned, faldt jeg i sovn og mærkede til intet, inden det hele var forbi. Så vågnede jeg, og da var det først jeg mærkede, at det gjorde ondt, der hvor han havde hugget mig. Da jeg kom her hjem, blev jeg syg og lå længe, og mens jeg var syg, var det, at jeg fik ondt i ryggen.« Således lød hans fortælling. Måske var den »sorte sten« og tatoveringen skyld i hans sygdom. Endnu var den ene arm ikke rigtig kommen sig. Shanerne og Burmeserne er jo meget for at lade sig tatovere, men kun mændene. Nogle af de karénske stammer bruger også tatovering, men i reglen kun meget lidt. Rødkarénerne har således i reglen »den opgående sol«, eller noget, som ligner den, tatoveret på ryggen lige over skulderpartiet. (Se billedet på side 19). Om det for øvrigt virkelig skal forestille et billede af den opgående sol, véd jeg ikke, men tvivler meget derom. Afdøde Dr. Mason mente det.
Sammen med ovennævnte karl var der en mand her, som var bleven blind på det ene öje for en måneds tid siden. Der havde sat sig en tyk grå hinde over det. Han havde ikke slået öjet, det var kommen af sig selv. Jeg tænker, det er hvad man kalder »stær«. Dér er mange
