Dokumentation
4de Retsmøde.
87
Det kan dokumenteres ved enhver Finantslov; jeg har her taget Finantsloven for 1874—75.
Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg skal kun bemærke, at det ikke er nogen Misforstaaelse fra min Side. Det, jeg har frem fort i Anklageskriftet, er netop det, som Defensor nu siger, at idet Eiendommen gaar over til at sælges, gaar den over fra Indenrigsministeriet, som har Administrationen, til Finanisministeriet, som har Realisationen. Det er en Ting, som ofte har gjentaget sig for Marmorkirkens Vedkommende, at naar man skulde sælge, er den gaaet fra Indenrigsministeriet til Finansministeriet. Jeg er altsaa ganske enig med Defensor.
Forsvareren (Klubien): Jeg kan ikke være enig med den offentlige Anklager, naar han siger, at vedkommende Eiendom gaar over til Finansministeriet, thi det er urigtigt. Det er kun Salget, der ligger under Finansministeriet, kun de Sager, som gaa ud paa at sælge faste Eiendomme, under hvilket Ministerium disse end sortere. Det er egentlig kun en Pakke Papirer, som gaar over til Finansministeriet med Anmodning til det om at fremme Salget. Selve Frederiks Kirkeplads har altid henligget under Indenrigsministeriet, og laa der i det Øieblik, det Salg foregik, hvorom der her er Tale. Naar Modparten blot vil skjelne mellem selve Eiendommen og Salgssagen, ville v i kunne blive enige.
Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg har slet ingen Interesse i ikke at skjelne paa denne Maade.
Forsvareren (Klubien): Saa er det altsaa, som jeg sagde, en Misforstaaelse, naar der i Anklageskriftet argumenteres fra, at Finantsministeren gjorde Fordring paa at faae Eiendommen overleveret; thi, en saadan Fordring har Finansministeriet aldrig gjort. Indenrigsministeriet er jo ikke indrettet paa at stille Eiendomme til Salg , og derfor gaar der altid, naar en fast Eiendom skal sælges, en Skrivelse om at foranstalte Salget enten gjennem Kammeradvokaten eller paa hvilkensomhelst anden Maade til Finansministeriet. Paa denne
