4de Retsmøde.
Dokumentation.
86
Forsvareren (Klubien): Jeg synes, at disse Udtalelser fra Ordførerens Side ere i fuldstændig Harmoni med hans Udtalelser i Samlingen 1867—68.
Den offentlige Anklager (Hørup): Hvad jeg vilde fremhæve, var kun, at Forslagets Vedtagelse maatte betragtes som et Samtykke fra Folkethingets Side til, at Salget af Pladsen maatte ske.
Forsvareren (Klubien): Ja, dersom Regjeringen af andre Grunde maatte finde det hensigtsmæssigt at sælge.
Den offentlige Anklager (Hørup): Ja!.
Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa af Folketingstidenden for 1868—69, Sp. 2680 L. 7—27 f. o. og Sp. 2639—40 (se Bilag 50, Side 94).
Forsvareren (Klubien). Dette foregik altsaa i Samlingen 1868—69, og de paafølgende Finantslove indtil den, hvorom der her bliver Tale, indeholde en lignende Position. Jeg har ment, at det var rigtigt, at der kom til at foreligge for de høie Dommere dels den Position i Finantsloven af 31te Marts 1874, der siges at skulle indeholde den Bemyndigelse, der skal være overtraadt af de Tiltalte, dels tillige hvad der i vedkommende Finantslov findes om Kirkepladsens Stilling i vedkommende Finantsaar. Der er navnlig vistnok en Feiltagelse tilstede hos den offentlige Anklager, naar han tror, at Pladsen er bleven overleveret til Finantsministeriet. Der er ikke foregaaet Andet i saa Henseende, end hvad der foregaar hver Gang, der har været Tale om at sælge et Statsaktiv, nemlig, at saa bliver vedkommende Sag overgiven til Finantsministeriet, som er det Ministerium, der prøver paa at foretage Salget; men lykkes Salg ikke, vedbliver den vedkommende Eiendom at sortere under det Ministerium, hvorunder den sorterer, her Indenrigsministeriet. Det vil jo ogsaa kunne ses af hver eneste Finantslov, at det er Indenrigsministeriet, der er hverver Bevilling til Vedligeholdelse af Bygningerne. Det er det, jeg har pustet at dokumentere ved et Exempel.
