Dokumentation.
3die Retsmøde.
71
Den offentlige Anklager (Hørup): Den nu følgende Skrivelse af 2den Juli 1852 fra Arkitekt Nebelong til Indenrigsministeriet har blandt Andet den Ejendommelighed, at den uden Videre benytter den Angivelse af Stenhugger Becher, vi nu have have hørt.
Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa den nævnte Skrivelse. (Se Bilag 10 Side 14—15.)
Forsvareren (Klubien): Jeg skal tillade mig at bemærke, at det ikke alene var Arkitekt Nebelong, der var saa „eiendommelig” at tillægge Stenhugger Bechers Erklæring en Betydning, men at dette ogsaa var Tilfældet med Indenrigsministeren, den Gang Bang, der, skjøndt han vel antog det for muligt, at man ved at anvende Licitation ved Nedrivningen kunde faae noget mindre Udgift for Stater, dog ansaa dette Moment for betydeligt nok til at frafalde sin Plan om at syge Kirkeruinen nedreven. Jeg skal med Hensyn til Summen 50,000. Rd. bemærke, at det er Udgiften ved Nedrivningen; hvad Materialet kunde udbringes til, altsaa hvad Nettoudbyttet af Ruinen kunde blive, derom har Becker ikke udtalt sig.
Den offentlige Anklager (Hørup): Jeg skal kun dertil bemærke, at Indenrigsministeren sandsynligvis har fulgt sin Arkitekt i saa Henseende og neppe har tiltroet sig noget selvstændigt Skjøn derom. Den følgende Skrivelse fra Marineministeriet til Finansministeriet af 3die Oktober 1853 vil vise, at, naar man just ikke holdt paa at kjøre Stenene ud til Retterstedet paa Strandveien, vilde i alt Fald Nedbrydningsudgifterne kunne balancere med Materialets Værdi.
Sekretæren (Mollerup) oplæste derpaa den nævnte Skrivelse (se Bilag 11 Side 16).
Forsvareren (Klubien): Herpaa blev der, efter at Sagen var forhandlet i en Ministerconference, under 15de November 1853 resolveret, at denne Anvendelse ikke kunde finde Sted.
