3die Retsmøde.
Anklageskrift.
56
enig i de opstillede Betingelser, og at Sagen saaledes var i Orden. Samme Dag modtog Finantsminister Krieger sin Afsked, som han havde begjært allerede den 8de Juni, og Kjøbekontrakt, i Overensstemmelse med Skrivelsen af 19de Juni, blev derefter under 2den Juli udfærdiget og underskrevet af Conseilpræsident Holstein-Holsteinborg som midlertidig Finantsminister. Den 5te Januar 1875 udstedte Finantsminister Fonnesbech kgl. Skjøde paa Eiendommen, hvorved Pladsen med Ruinen overdroges til Etatsraad Tietgen med Forpligtelse til at tilbageskjøde Kirken, naar denne var fuldført.
Hermed var altsaa „Marmorpladsen” omsider udgaaet af
Finantsloven og af Statens Eie. I Stedet for Byggegrunde
til et Areal af 41.900 ◻ Alen paa det smukkeste og dyreste
Strøg, i Byens Hovedgade, havde Staten faaet en 4 pCt.s
Panteobligation paa 200,000 Kr. i den mindre Halvdel af
sin egen tidligere Eiendom. I Stedet sor at sælge „Frederiks
Kirkeplads og den derpaa værende Ruin” havde
Administrationen slaaet sig sammen med en Privatmand om Opførelsen
af en Kunstbygning, hvortil Staten som sit Bidrag ydede den
større Halvdel af Pladsen, Materialet i Ruinen, og Forskjellen
mellem de øvrige Byggegrundes Værdi og den Panteobligation,
der var modtagen i Vederlag. Det første Finantsudvalg, der
blev nedsat efter denne Transaktion, anslog det Tab, der
derved var paaført Statskassen, til 500,000 Kr., idet man gik
ud fra, at der efter Fradrag af 6—7000 ◻ Alen til
Gadeanlæg, vilde kunne have været solgt 35,000 ◻ Alen til
Bebyggelse, som efter en i 1862 af Indenrigsministeren (Orla
Lehmann) paa Finansministerens Autoritet angiven Pris af
10 Rd. ◻ Alen vilde have indbragt 700,000 Kr., medens
Panteobligationen kun lød paa 200,000 Kr. At Prisen paa
Byggegrunde i 1874 langt oversteg, hvad man i 1862 havde
tænkt paa, var ikke ubekjendt for Nogen og mindst for
Finantsministeriet, som i de samme Aar havde et meget
betydeligt Antal Statsgrunde at realisere i Hovedstaden, og
