Side:Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/62

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

3die Retsmøde.

Anklageskrift.

54

vendt tilbage til Kjøbenhavns Kommune, som havde Fortjene­sten af først og med størst Bestemthed at hævde Ruinens Ned­brydelse som Betingelse for et hensigtsmæssigt Salg, og man havde derved faaet en sikker Udsigt til at indvinde hele Eien­dommens Værdi for Statskassen, idet man kunde vente, at Kommunen i Henhold til sit tidligere Tilbud vilde overtage Nedbrydningsomkostningerne, hvis det kunde tænkes, at disse ikke skulde betale sig, og Anlæget af Gade og Plads med hvad dertil hørte. Den saaledes opnaaede Overenskomst mellem alle Lovgivningens Faktorer fik Lovskraft for Finantsaaret ved Finantslovens Vedtagelse og Stadfæstelse, og den vedblev selvfølgelig at være Lov ogsaa i de følgende Aar, hvor den samme Bestemmelse gik over fra Finantslov til Finantslov. Det blev imidlertid ikke Indenrigsministeren, der fik Udførelsen i sin Haand. Efter det Udfald, Sagen havde faaet, gjorde Finantsministeren (Fonnesbech) Paastand paa, at Frederikspladsen, efter at Eiendommen var abandoneret til Salg, skulde over­gaa til Finansministeriet, og Indenrigsministeren (Estrup) erkjendte Berettigelsen heraf og afleverede Sagen til Finantsministeriet.




I Aaret 1874 benyttede daværende Finantsminister Krieger den paa Finantsloven givne Bemyndigelse paa følgende M aade. Ester foregaaende m undtlige Forhandlinger indsendte Etatsraad Tietgen den 30te Mai et Tilbud om at overtage Marmorkirkepladsen med derpaa vrerende Ruiner, Materialier og Bygninger for en Sum af 100,000 Rd. med Forpligtelse til at fuldføre Kirken i passende Stil og med Ret til at udstykke de øvrige Grunde til Bebyggelse. Af den nævnte Sum skulde intet udbetales, men Beløbet sikkres ved Pant i de Bygninger, der opførtes, næst efter Halvdelen af Taxationsværdien, og fra 1ste Januar 1875 forrentes med 4 pCt. Fra samme Tid skulde Leien og andre Indtægter tilfalde Kjøberen. Medens Be­byggelsesplanen i Hovedtræk skulde forelægges Finansministeriet til Approbation, blev Kirken udtrykkelig undtagen fra denne Bestemmelse, ligesom den var holdt udenfor den paatænkte Pantsætning af Bygningerne for Vederlagssummen. Kjøberen