Side:Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/61

Anklageskrift.

3die Retsmøde.

53

samling maalte antages fuldstændig beredt til at øve ethvert ønskeligt Tryk i den Retning. Ved Forslaget om at benytte Ruinen til en Kirke i Nyboder eller et Sted paa Marmor­pladsen var Forestillingen om Ruinen som ufuldendt Bygning i Virkeligheden ogsaa opgiven, og man var naaet tilbage til Standpunktet fra 1820, da Overbygningsdirektoren erhvervede kongelig Resolution paa Materialets Benyttelse til andre offentlige Bygninger. Endelig blev Spørgsmaalet om Ruinens Anvendelse til Kirke praktisk sat ud af Betragtning derved, at Finantsloven for 1868—69 bevilgede en Grund til Kirke i Nyboder, hvorved den saa meget omtalte Trang til Kirke i denne Del af Byen var tilfredsstillet. Sin endelige Afslut­ning fik Sagen i Samlingen 1868—69. I Overensstemmelse med Finansministerens oven citerede Yttringer, gjorde Regjeringen A. Hages Forslag til sit og indsatte Frederiks Kirkeplads paa Finanslovforslaget for 1869—70 mellem de andre Eiendomme, til hvis Bortsalg i Finantsaaret dersøgtes Bemyndigelse, nemlig Christiansborg Slots Vaskerhus, Meutegaarden paa Jægersborg, det kongelige Hømagasin og Civiletatens Materialgaard. Ved Skrivelse til Finantsudvalget meddelte Finantsministeren, at det var Hensigten efter erhvervet Eiendomsdom at søge Pladsen overdragen til Kjøbenhavns Kommune for en passende Kjøbesum. Folkethinget indsatte paa samme Position endnu Enighedsværn, Fæstningens Materialgaard og Kvæsthusgadens Kaserne, og tydeliggjorde Udtrykket „Frederiks Kirkeplads” ved at tilføie „og den derpaa værende Ruin”.
Efter saa mange Forhandlinger og næsten 20 Aars For­løb stod man altsaa nu ved det Punkt, hvorfra man i 1850 var gaaet ud, kun at Repræsentationen endelig havde fundet Ministre, der tog Sagen fra samme Side som den. De lang­varige og vidtløftige Forhandlinger havde kun medført den udvortes Forskjel, at det nu hed Pladsen og Ruinen, medens man i 1850 havde nøiedes med „Pladsen” som Udtryk for den hele Eiendom, derunder ogsaa den Del, der optoges af Levningerne af den mislykkede Kirkebygning. Den Betragtning, der i Marmorkirkens Salg saae et Spørgsmaal om Statens Finantser, havde seiret over den Indflydelse, der vilde udbytte Ruinen til kunstneriske og arkitektoniske Formaal. Man var