3die Retsmøde.
Anklageskrift.
52
for lagte Plan ikke skjønnes at være tilfredsstillende.” Ved
tredie Behandling bragte Ministeren et Forslag om at afstaa
Materialet i Ruinen til en Komite for en ny Kirkes
Opførelse enten paa Frederikspladsen eller i Nyboder. Udvalgets
Flertal anbefalede Forslaget, medens Mindretallet foreslog
„at disponere over Marmorkirkens Ruin til Fordel for
Statskassen.” Ordføreren (Fenger) fremhævede det
hensigtsmæssige i at benytte Ruinen „enten hvor den staar eller dog
saaledes i Nærheden, at der kan bringes noget virkelig nyttigt
ud af den." Forslaget blev taget tilbage med den Erklæring
fra Finansministeren (Fonnesbech), at der var fremkommet
et nyt Projekt, som han ikke ønskede at præjudicere. Det er
ikke oplyst, hvad Ministeren derved tænkte paa, men i den
følgende Samling stillede A. Hage Forslag om at forhøie
Salgskontoen for flere paa Finantsloven opførte Eiendomme
med 20,000 Rd. forat faae Frederikspladsen afhændet ved
Salg til den Høistbydende ligesom de andre Statseiendomme.
Han henholdt sig til Afstemningen over Udstillingsbygningen,
hvorved Thinget havde givet tilkjende, at det ikke vilde
bortskjænke Eiendommen. Hans Forslag blev modtaget af
Finansministeren (Fonnesbech), som præciserede, at der derved
blev givet Regjeringen „ikke blot Anvisning paa, men ogsaa
Bemyndigelse til at realisere Frederikspladsen med den derpaa
Paaende Ruin." Herefter vedtoges Forflaget med 33 Stem m er
mod 21.
Dette var den sidste Afstemning forinden den
Finantslovsposition, hvorom der i nærværende Sag er Tale. Det
vil ses, at Spørgsmaalet om Marmorpladsen nærmede sig sin
Afgjørelse. Efterat Ruinen var kommen til at sortere under
en Minister (Estrup), som i Landsthinget udtrykkelig forvarede
sig imod, at han skulde „nære nogen sær Forkjærlighed for
den Ruin, der staar paa Frederikspladsen”, og som i
Folkethinget erklærede, at han ikke vilde sælge paa egen Haand,
men at det var et andet Spørgsmaal, hvad han vilde gjøre
med den lovgivende Magts Samtykke eller under et Tryk fra
denne Side, kunde det ikke længer være tvivlsomt, at Ruinen
omsider vilde komme ud af Verden, idet den lovgivende For-
