Anklageskrift.
3die Retsmøde.
49
Med Aaret 1862 antog Sagen en ny Vending. Medens Gangen hidtil var den, at de idelige Opfordringer fra Rigsdagens Side om at sælge vare prellede af paa en udenfor Rigsdagen agerende Indflydelse, som vedkommende Minister ikke havde troet at burde frigjøre sig for, stod Rigsdagen dette Aar overfor en Minister, der omgikkes med Tanken om at fuldføre Ruinen, om ikke strax saa en Gang i Fremtiden. Efter at Orla Lehmann som Indenrigsminister havde indhentet Overslag fra Bygningsinspektor Hansen (af 19de September 1862) dels over Omkostningerne ved Kirkens Fuldførelse, dels over Omkostningerne ved midlertidige Foranstaltninger til at sikkre Ruinen mod yderligere Forfald, forlangte han ved Finantslovens 2den Behandling en Bevilling paa 13,068 Rd. til Arbeider paa den „ufuldendte" Kirkebygning. Endnu ved første Behandling as Finantsloven havde Thune taget Anledning til at minde Ministeren om Folkethingets Standpunkt; han havde fremhævet, at det var flere hundrede Tusinde Daler, der var Tale om at indvinde ved at nedbryde Ruinen og sælge Grundene, og erindret om, at Ruinen ikke var et Oldtidsmindesmærke, men snarere et Mindesmærke om en tidligere Regjerings Kortsynethed. Lehmann svarede herpaa ved at opkaste det Spørgsmaal, om Ruinen var en Ruin eller en ufuldendt Bygning, hvilket Spørgsmaal han afgjorde derhen, at den var en ufuldendt Bygning. Den „lille Tillægsbevilling”, hvorved han søgte „et meget ubetydeligt Beløb” til at konservere den som Bygning, havde altsaa den særdeles indgribende Betydning, at dens Vedtagelse vilde have slaaet en fremtidig Fuldendelse fast i Principet, hvortil man da selvfølgelig vilde have vendt tilbage, hver Gang Spørgsmaalet om Realisation igjen var blevet reist. Dette Forsøg mislykkedes imidlertid fuldftændig. Finantsudvalget fraraadede Bevillingen, fordi det „ansaa det for urigtigt efter vore Forhold at tænke paa at fuldføre Bygningen", og tilføiede, at enhver Benyttelse af Pladsen til Byggegrunde vilde være mangelfuld og uheldig, naar Ruinen skulde blive staaende midt imellem dem. Hermed var saaledes ikke blot Tanken om Kirkens Fuldendelse afvist, men den kjøbenhavnske Kommnnalbestyrelses Opfattelse, at Ruinen burde
