Side:Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/53

Der opstod et problem under korrekturlæsningen af denne side

Anklageskrift.

3die Retsmøde.

45

 I Følge Folkethingels Beslutning af 5te Februar d. A. skal jeg tiltale de forhenværende Ministre:

1. Extraordincer Hoiesteretsassessor, Dr. jur. A. F. Krieger,

2. Overkammerherre, Lehnsgreve L. H. C. H. Holstein Holsteinborg,

3. Kammerherre, Geheimekonferentsraad C. A. Fonnesbech

til Straf, Erstatning og andet Ansvar i Anledning af deres Embedsførelse.

 De faktiske Forhold ere i deres historiske Sammenhæng følgende: Ved Forfatningsforandringen 1849 gik en stor Mængde kongelige Bygninger og Pladser over til at blive Statseiendom. Kundgjørelsen af 30te Mai 1849 bestemte, hvilke af disse der fremtidig skulde henhøre under Civillisten, og opregnede ved Siden deraf andre, som ved Leie eller Salg skulde gjøres frugtbringende for Staten. Paa samme Maade bestemtes det, at de paa Domænerne værende Slotte og Hovedbygninger skulde søges bortleiede, for saa vidt det ikke fandtes hensigts­mæssigt at sælge dem. I Henhold til Bekjendtgjørelse af 27de Juni 1849 samledes derefter de i Kundgjørelsen til Leie eller Salg bestemte Bygninger under Indenrigsministeriets Bestyrelse tilligemed de øvrige udenfor Domænerne liggende, til Statsaktiverne henhørende faste Eiendomme. Blandt disse sidste var Frederiks Kirkeplads, der paa Bilagene til Kongerigets Finantslove fik sit Nummer under Posten „de kongelige Bygninger” med en Indtægt for Leie og en Udgift til Vedligeholdelse, som den bevarede, indtil den ved Afhændelsen til Etatsraad Tietgen udgik af Statens Eie. Medens nemlig en Del af de andre kongelige Bygninger ved Fællesforfatningen gik over paa Statsbudgettet, vedblev Frederiks Kirkeplads at høre under Rigsdagens Omraade.
 Den lovlige Interesse, der navnlig i Tiden nærmest efter Forfatningen udfoldedes for at gjøre Statens faste Eiendomme