Forsvarerens Slutningsforedr.
7de Retsmøde.
253
man fuldfører Kirkebygningen. Naar den ærede Modpart siger, at det, der saaledes er Tale om her, ikke er egentligt Salg, saa skulde han, forekommer det mig, have udviklet dette noget nærmere. Det, der er solgt, er selvfølgelig solgt, og det. Staten beholder, er realiter ikke solgt; det er jo netop det, der klages over, at Ruinen ikke er solgt med den Grund, hvorpaa den staar, noget, hvortil ingen Regjering var forpligtet. Det er altsaa ikke en Anbringelse af Statens Værdier i en Kirke, der har fundet Sted, det er en Anbringelse af andres Penge i Statens Kirke, der vil finde Sted. Det er ikke en Overflytning af Værdier, som vare Statens Eiendom, fra en Form til en anden Form, som man skulde gaa til Rigsdagen for at faae Tilladelse til — noget saadant er det aldeles ikke. Den offentlige Anklager har Ret til at sige, at hvad der her er foregaaet, er „uhørt”; men det Uhørte er det, at en Mand kommer og tilbyder 200,000 Kr. og tillige tilbyder at fuldføre en Kirke til Staten. Det er det Uhørte, og naar man ikke kan finde et Exempel paa noget tilsvarende, ligger det ligefrem deri, at i Reglen maa Staten selv betale Fuldendelsen af sine egne Bygninger; der er ingen, der kommer og paatager sig Omsorgen derfor. Den Hjemmel, der her i Sagen kan spørges om foruden Administrationens Hjemmel til at bevare Ruinen og sælge Padsen fornuftig, er kun den, som maatte behøves til uden Udgift for Staten at lade fuldføre en Ruin, som Administrationen var berettiget til at lade blive staaende, som den stod, og som ingen kunde tvinge Administrationen til mod dens Villie at gjøre i Penge, da der ikke derom var givet en tvingende Lov. Dette simplificerer Sagen, og det staar for mig som utvivlsomt, at hele den Maade, hvorpaa Kirkepladsen var kommen fra Fortiden, med en ufuldendt Kirkebygning, som var bleven skaanet af alle senere Regjeringer, maa føre til, at det ikke kan være en Overskridelse af Administrationens Competence, at den lader denne Kirkebygning fuldføre, naar den ikke anvender Statens Penge dertil. Dette sidste kan den ikke; den kan kun faae Ret dertil ved at gaa til Repræsentationen, ligesom ved al anden Anvendelse af Statens Midler, og det er kun, fordi man stiller Sagen saa uhyre skjævt, at det bliver nødvendigt at gjøre denne Bemærkning.
