Forsvarerens Slutningsforedr.
7de Retsmøde.
251
anset det for Umagen værd, have forøget den Dokumentation, der har fundet Sted fra den offentlige Anklagers Side med Hensyn til Marmorkirkesagens Behandling i Rigsdagen, med ikke faa Udtalelser, faldne ved andre Leiligheder og gaaende i samme Retning som de, de høie Dommere ville have hørt fra Kriegers og Fengers Side om Administrationens Competence med Hensyn til det her foreliggende Spørgsmaal. Jeg skal bede om Tilladelse til blot at oplæse nogle Yttringer af en tidligere Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet, Monrad, der dog ogsaa var en Mand, der forstod sig paa den Slags Ting. De findes i Landsthingstidenden 14de Session, 1862, Sp. 118 og lyde saaledes: „Jeg anser saaledes Regjeringen for bemyndiget til at afhænde faste Eiendomme, som den er i Besiddelse af, naar det ikke er Domæner, hvilke udtrykkelig ere undtagne i Grundloven; men desuagtet har jeg, naar der har været Tale om Eiendomme af meget betydelig Værdi, med den lovgivende Magts Samtykke henvendt mig til den og søgt dens Approbation, naar jeg har ønsket mig bemyndiget til at sælge.” Deri er det hele givet in nuce; det er en Udtalelse om Administrationens Ret, en Udtalelse om, at man ofte trods det, at man har Ret til at undlade det, gaar til Thingene, og en Udtalelse om Grunden til, at dette sker. Denne Ret for Administrationen er lige ledes hævdet af den daværende Generalprokurør i den af den ærede offentlige Anklager dokumenterede Skrivelse angaaende Porcellænsfabrikkens Salg, og jeg tror, at den offentlige Anklager tager feil, naar han mener, at de Betænkeligheder, der viste sig for Generalprokurøren ved, efter hvad der alt var passeret, at foretage Salg uden at gaa til Rigsdagen, vare af juridisk Natur. Han sigtede sikkert til, at Udtalelser, der kunde være faldne fra Ministeren i Rigsdagen, kunde have lagt et moralsk Baand paa denne; men han kunde selv følgelig efter Skrivelsens hele foregaaende Indhold ikke mene, at den egentlige, statsretlige Competence skulde være bleven forandret derved, at der var talt i Rigsdagen om Porcellænsfabriken. De høie Dommere ville jo heller ikke glemme, at ogsaa Minister Estrup i sin Tid har sluttet sig til dem, der mente, at der hverken var nogen almindelig Nødvendighed
