7de Retsmøde.
Forsvarerens Slutningsforedr.
248
hvilken Beføielse handle I? saa har Regjeringen Ret til at vende Spørgsmaalet om og sige: Med hvilken Beføielse forlange I at give Eders Samtykke her? Man maa vel huske paa, at dette Svar er kommet fra min Side altsaa ikke er kommet frem, medens man forhandlede indenfor Repræsentationen, hvor Ministrene give Made, det er mig, den beskikkede Forsvarer i en offentlig Sag for en Rigsret, der siger det, efter at Folkethinget er mødt her med stærke Paastande om, at dets Myndighed er krænket, at Ministeriet har savnet Competence og er skredet ind paa Lovgivningsmagtens ubetingede Omraade. Jeg skal tilføie, at det ogsaa er mig, der tager hele Ansvaret paa mig i saa Henseende, og at det slet ikke vilde forundre mig, om muligvis den Mand, som jeg har den Ære at forsvare i denne Sag, hvis han stod her, vilde have taget Sagen paa en anden Maade. Jeg har altsaa i ingen Henseende og ikke paa nogen Maade udtalt mig som Mandatarius for Krieger med Hensyn til denne statsretlige Doktrin; det er min egen, enfoldige Overbevisning, at det efter vor Statsforfatning er det rigtige Udgangspunkt at staa paa ved en Undersøgelse af Administrationens Competence, at Administrationen, Regjeringen med Kongen i Spidsen, ikke i Landets Styrelse stal lægge en Lovparagraf frem som Hjemmel for enhver Handling, den foretager sig. Naar man altsaa nu kommer fra Thingets Side og siger: Administrationen maa ikke tro, at den overhovedet skulde have nogen selvstændig Betydning, saa siger jeg: Det er muligt, at en Minister ikke har nogen selvstændig Myndighed, og at han maa hente sin Myndighed det ene eller andet Sted fra, men jeg siger tillige, at der er to Veie, hvorfra denne Myndighed kan hentes. Den ene gaar til Kongen alene og den anden til Kongen og Folket, og der skal, naar man kommer og forlanger Ansvar gjort gjældende, skjelnes imellem, om Forfatningen fordrer, at Bemyndigelsen skal søges ad den ene eller den anden Vei. Alt dette kan man holde i en mild Uvished, i en høist behagelig Usikkerhed, saalænge man ikke kommer for Domstolene; men her kommer Spørgsmaalet om Administrationens Competence frem i sin Skarphed. Naar den ærede offentlige Anklager saa stærkt urgerer, at det dog var høist besynderligt, om vore For-
