7de Retsmøde.
Anklagerens Gjensvar.
246
flere. Efter min Mening er Aktionsordren i den Henseende meget god og rigtig; der er al Grund til, at denne Sag er anlagt, som den er, og det viste sig jo ogsaa, at den ærede Defensor meget godt forstod, hvorfor den er anlagt, som den er. Selv om man nemlig gik ud fra, at Retshandelen ikke var bleven bindende ved Hr. Kriegers Skrivelse af 19de Juni 1874, selv om man gik ud fra, at den juridisk kunde anfægtes, saa vilde dermed Hr. Kriegers Ansvar ingenlunde være bortfalden. Jeg behøver ikke, for at godtgjøre dette, at komme vidtløftig ind paa de juridiske Begreber om Forsøg, Iværksættelse, yderligere Iværkscettelse, osv.; men det er meget klart, at naar Hr. Krieger i det Øieblik, han forlod Ministeriet, har efterladt en Disposition, som gaar ud paa at afgjøre denne Sag, som i alt Fald lægger et moralsk Tryk paa den næste Minister til at gaa ind derpaa, saa kan han ikke undgaa Ansvar, selv om det ikke anerkjendes, at der var en juridisk Forpligtelse. Der var dog i alt Fald en moralsk Forpligtelse over for Medkontrahenten, som jo havde en Eiendom paa Haanden og i den Anledning havde paataget sig Udgifter derved — det er i ethvert Tilfælde klart, at den Minister, der havde ført Retshandelen saa langt frem, naturligvis i den Hensigt, at den skulde fortsættes, ikke kunde blive fri for Ansvar, selv om man anerkjendte, at det egentlige juridiske Slutningsresultat først kom frem ved den endelige Udfærdigelse af Kontrakten under Holsteins Underskrift eller af Skjødet under Fonnesbechs Underskrift.
Jeg har nu imødegaaet de Punkter, som overhovedet forekomme mig at have nogen Betydning for denne Sags retlige Side, og det er kun den retlige Side af Sagen, som det har været af Interesse for mig her at bringe frem. Jeg skal saaledes i Henhold hertil og i Henhold til mit tidligere Anførte atter indlade Sagen.
Formanden (Mourier): Jeg skal give Ordet til Forsvareren, for at han kan holde sit Slutningsforedrag.
Forsvareren (Klubien): Den ærede offentlige Anklager endte med at udtale, at det kun havde været ham om at gjøre at stille Sagen retlig rigtig, altsaa at faae at vide, hvad der
