Side:Rigsretstidende 2den Sag (1877).pdf/251

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

Anklagerens Gjensvar.

7de Retsmøde.

243

allerede i 1850 henledet Ministeriets Opmærksomhed paa den ene Side paa de Udgifter, hvormed Børsen bebyrdede Statskas­sen og paa den anden Side paa den mindre heldige Tilstand, hvori den blev vedligeholdt; men forud for dette Salg havde Finantsudvalget særlig opfordret Ministeriet til at afstaa Bør­sen, ikke til at sælge den til den Høistbydende, men til at af­staa den til Kjøbenhavns Handelsstand, for at den kunde ved­ligeholdes bedre end nu som en Kunstbygning. Altsaa, det var denne Udtalelse af Finantsudvalget, der gav Anledning til den Forhandling, hvori man enstemmig erklærede sig for, at denne Bygning skulde overgaa til Grosserersocietetet. Det vil ses, at der er stor Forskjel paa dette og paa en Ruin, som er gaaet ind under vor frie Forfatning som en Bygning, der skulde rives ned, thi det var dog i Virkeligheden Menin­gen med Resolutionen af 1820. Selv Nebelong siger den Gang, da han endnu var upaavirket af Kunstakademiets Fler­tals Afgjørelse, at han skjønnede ikke, at der var særlig Grund til at bevare denne Bygning; da den aldrig havde været færdig, kunde der ikke tillægges den videre Betydning. Det vil ses, at der ikke kan være Tale om at drage en Parallel mellem det, der her er sket, og det, der er sket med Børsen. Iøvrigt skal jeg ikke opholde mig ved Kunsten, jeg tror, vi have talt nok om den i dette Spørgsmaal, og jeg tror ikke, at vi ville komme et eneste Skridt videre, selv om man kom til at godtgjøre, at Kunsten var fortræffelig tjent med, hvad der er sket. Det vilde ikke have mindste Indflydelse paa denne Sags Afgjørelse, om Kunsten var tjent dermed, eller om det var til Skade for den, det er et fuld­stændig ligegyldigt Spørgsmaal, der ikke har Spor af Inter­esse for denne Sags retlige Afgjørelse. Det, der her skal paavises, er den Hjemmel, i Kraft af hvilken Ministeren har foretaget det, han har gjort, og en saadan Hjemmel maa søges enten i Folkerepræsentationens Bevilling eller udenfor den, i Administrationens almindelige Beføielse. Det Forsøg, der er gjort paa at finde en Begrundelse ad den sidstnævnte Vei, tror jeg er fuldstændig mislykket. Der er ikke ført noget, som kunde kaldes et Bevis for, at Administrationen i Almin­delighed skulde enten ifølge sit eget Begreb eller ifølge vor