7de Retsmøde.
Anklagerens Gjensvar.
240
men hans Tvivl gik ud paa, om dette Samtykke kunde gives gjennem en Anmærkning til Finantsloven. Krieger har en gang senere havt Ordet i dette Spørgsmaal, og den Gang udtalte han ganske vist, at der ikke fordredes særlig Lov bemyndigelse til Afhændelsen, det vil sige, en saadan Lov bemyndigelse, som kræves ved Domæner; men han udtalte ikke, at Ministeriet uden nogensomhelst Bemyndigelse skulde være berettiget til at sælge. Han sagde, at han ingenlunde vilde billige, at Ministeriet gik Rigsdagen forbi, han vilde fuldstændig billige, at Ministeriet forelagde denne Sag for Repræsentationen, og han fandt det naturligt, at ingen Minister tog det paa sig selv alene. Han erklærede, at han ikke vilde opfordre Ministeren til at sælge uden Lov, og ved at sælge uden Lov, ser jeg ikke rettere, end at han tænkte paa den Lovbemyndigelse, som § 47 kræver. Han tænkte derved paa Salg uden særlig Lov, ikke paa Salg i Henhold til Finantsloven. Dette har altsaa varet Lehmanns og Kriegers Standpunkt. Tillisch udtalte i Samlingen 1864—65, i den Samling, da han kom til Landsthinget med Forslag om at sælge Pladsen med Bygninger og Materialier, at det altid havde varet hans Opfattelse, at der krævedes en Lovhjemmel til Salg af Marmorkirken. Det, der her har varet Tvivl om, er, om der krævedes en særlig Lov dertil, eller om det kunde ske ved Bemyndigelse paa Finantsloven, men det er ikke nogensinde af nogen Regjering paastaaet, at den skulde kunne sælge uden Samtykke af Folkerepræsentationen. Der har været Spørgsmaal, om der behøvedes en Domænehjemmel dertil, eller om en Hjemmel ved en Post paa Finantsloven var tilstrækkelig; den sidste Mening har seiret, og den er uden Tvivl ogsaa den rigtige. Det er den, som ogsaa Tscherning holdt paa; han udtalte 1866, at der ikke er nogen Tvivl om, at der kan sælges i Henhold til en Post paa Finantsloven, saaledes som man har solgt en Mangfoldighed af Bygninger. Det er altsaa, hvad der foreligger fra Regjeringens Side i de tidligere Forhandlinger; men ogsaa under de senere Forhandlinger, de, der støde nærmest op til den Finantslovsposition, hvorom der her er Tale, blev det gjort gjaldende s. Ex. af Estrup, at selv om han var bemyndiget til at sælge, hvad
